Spørgsmål og svar til Børnehjertelinjens socialrådgiver

Kan man som ung med en hjertesygdom få støtte til at fuldføre sin videregående uddannelse?

Der findes forskellige former for støtte, når man som ung med hjertesygdom har brug for støtte til at gennemføre sin uddannelse. Nedenstående er ikke udtømmende, så hvis du ønsker mere information, så kontakt din uddannelsesvejleder på uddannelsesstedet.

  • Man kan få sygeundervisning eller supplerende undervisning, hvis du ikke kan følge den almindelige undervisning efter 10 dages sammenhængende fravær ved sygdom. Hvis man ikke kan følge undervisningen i en længere periode, kan man tale om at forlænge fx sin gymnasiale uddannelse.
  • Endvidere findes der socialpædagogisk støtte også kaldet SPS støtte. Dette er med til at sikre, at man som hjertesyg har mulighed for at tage en uddannelse på lige fod med andre unge. Der vil være en SPS-ansvarlig på uddannelsesstedet, og det anbefales, at man kontakter denne, når man er optaget på uddannelsen. (Der er få uddannelser, der ikke er omfattet af SPS støtte. Se liste over uddannelser der er omfattet på www.spsu.dk )
  • Hvis du som ung med hjertesygdom ikke kan varetage et studiejob ved siden af din videregående uddannelse eller erhvervsuddannelse, som er SU berettiget, så kan du undersøge muligheden for et handicaptillæg. Et handicaptillæg er et beløb, som du kan få udbetalt ved siden af din SU, hvis du har en varig funktionsnedsættelse, der gør dig nærmest ude af stand til at have et studiejob. Du ansøger om handicaptillæg i minSU.

Hvordan står jeg stillet når jeg fylder 18 år og overgår til voksensystemet?

Hvis du som ung med hjertesygdom eller dine forældre (i forbindelse med dig) får støtte efter Lov om social service, og du har brug for støtte ind i voksenlivet, er kommunerne forpligtet til forberedelse af overgangen til voksenlivet ved det fyldte 16 år. I denne overgang skal kommunen sammen med dig overveje behov for støtte som følge af funktionsnedsættelsen. Det være sig uddannelse, beskæftigelse og forsørgelsesgrundlag, boligforhold, sociale forhold og øvrige relevante forhold.

Forberedelsen af overgangen skal være afsluttet, således at kommunen kan træffe afgørelse om den fremtidig hjælp og støtte og denne kan iværksættes, umiddelbart efter at du er fyldt 18 år.

Hvordan er jeg stillet, hvis jeg ikke kan arbejde helt eller delvist?

Hvis det viser sig, at din arbejdsevne er nedsat helt eller delvist, er der forskellige ydelser, der kan sikre dig økonomisk. Du skal have kontakt til Jobcenteret i din bopælskommune som sammen med dig vil lægge en plan for afklaring af din arbejdsevne. Afhængig af din situation kan der være tale om sygedagpenge, kontanthjælp på ungesats, ressourceforløb, fleksjob eller førtidspension.