Projekt “Unge hjerter”

Hjerteforeningen står bag fem nye film om at være ung og leve med en hjertesygdom, som er produceret i samarbejde med produktionsselskabet ’GotFat Productions’. Som ung hjertepatient har man ofte mange spørgsmål til, hvordan man tackler et ungdomsliv med en kronisk hjertesygdom. Hvilke tanker gør man sig om fremtiden, hvordan påvirker det ens dagligdag, at man har en hjertesygdom, og hvordan bevæger man sig rundt i verden med det syge og det raske jeg?

I de fem film møder man fem unge mennesker med hjertesygdom, som fortæller om, hvordan de tackler deres livssituation og hverdagens udfordringer med hjertesygdom på sidelinjen. Målet er, at filmene kan bidrage til et liv med højere livskvalitet på trods af en kronisk hjertesygdom. Derudover er målet at hjælpe de pårørende til bedre at kunne forstå de tanker og følelser, som unge hjertepatienter lever med. Forståelse fra omverdenen er medvirkende til højere livskvalitet hos de unge hjertepatienter.

Filmproducer Puk Eisenhardt fra GotFat Productions, som fik ideen til de fem informationsfilm, fik konstateret hjertefejlen WPW-syndrom, da hun var 22 år, og hun skulle derfor forberede sig på en anden tilværelse som ung voksen, end hun havde regnet med.

’Jeg havde så mange spørgsmål, som jeg ikke kunne finde svar på, og jeg savnede nogle andre unge at spejle mig i for at finde ud af, hvordan jeg kunne leve så “normalt” som muligt som ung hjertepatient? Derfor gik jeg i gang med projekt UNGE HJERTER, som er informationsfilm til unge hjertepatienter fra unge hjertepatienter, om alt det følelsesmæssige ved at være hjertepatient. Hvordan fungerer man i en vennegruppe, når man ikke altid kan tage med til fest? Hvor mange bekymringer skal man dele med sin familie? Kan man have et normalt arbejde som hjertepatient? I GUCH-netværket har jeg fundet et fællesskab, hvor jeg kan få svar på mine spørgsmål, samt lære andre unge hjertepatienter at kende, som står i samme situation som mig, og jeg håber, at filmene kan bidrage med endnu mere information og hjælpe andre unge hjertepatienter på vej til et lettere liv ind i voksenlivet.’

Film 1 – Ung med hjertesygdom – De mentale kampe

At være ung med hjertesygdom kan være hårdt for psyken. Hjerteforeningen står bag denne film, hvor du møder fem unge, som alle lever med en medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. I filmen fortæller de om, hvilke mentale udfordringer deres hjertesygdom giver dem, og hvordan de tackler dem.

Film 2 – Ung med hjertesygdom – De fysiske begrænsninger

At være ung og leve med en hjertesygdom betyder ofte, at man er fysisk begrænset. Hjerteforeningen står bag denne film, hvor du møder fem unge, som alle lever med en medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. I filmen fortæller de om, hvordan de lever med deres fysiske begrænsninger, men stadig får det bedste ud af livet.

Film 3 – Ung med hjertesygdom – Identitet

At være ung og leve med en hjertesygdom kan have indflydelse på ens identitet. Hjerteforeningen står bag denne film, hvor du møder fem unge, som alle lever med en medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. I filmen fortæller de om, hvordan deres hjertesygdom påvirker deres identitet, og hvordan de formår at være meget mere end deres hjertesygdom.

Film 4 – Ung med hjertesygdom – De nære relationer

Når man er ung med hjertesygdom, så betyder familier og venner ekstra meget. Hjerteforeningen står bag denne film, hvor du møder fem unge, som alle lever med en medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. I filmen fortæller de om, hvordan deres familier og venner altid støtter dem og hjælper dem igennem de svære perioder.

Film 5 – Ung med hjertesygdom – Mødet med omverdenen

Når man er ung med hjertesygdom, oplever man ofte, at omverdenen ikke helt forstår, hvad man lever med af udfordringer og begrænsninger. Hjerteforeningen står bag denne film, hvor du møder fem unge, som alle lever med en medfødt eller tidligt erhvervet hjertesygdom. I filmen fortæller de om, hvordan de tackler omverdenens reaktioner, så de bliver set på som andet end en hjertepatient.